Store bededag
er en officiel dansk helligdag, som falder på fjerde fredag efter påske og dermed tre uger før pinse. I 2011 falder dagen fredag den 20. maj.
En bededag var oprindeligt en af mange mindre
helligdage
året igennem, der var særligt tilegnet
bod
og
faste
; fx var på landet hver onsdag officiel bededag, hvor folk skulle faste og
præsterne
bede for fred. Hertil kom en serie bededage ved særlige lejligheder. De blev afskaffet ved
Reformationen
, men blev i de følgende århundreder indført lidt efter lidt.
Store bededags oprindelse
Den dag, vi i dag kender som "store bededag", blev indført af
Hans Bagger
(
biskop
over
Sjælland
1675-1693), der i løbet af sine to første år som biskop fik indført tre faste- og helligdage i sit
stift
. Af dem blev den midterste lovfæstet ved kongelig forordning d. 27 marts
1686
som en "ekstraordinær, almindelig bededag" for hele riget.
Store bededag blev indvarslet aftenen før ved stormklokkeringning fra landets
kirker
. Det var tegn til, at der ikke længere måtte drives handel og at kroer, beværtninger og lign. skulle lukke, så folk kunne gå hjem og hellige sig den forestående bededag og møde veludhvilede og ædru i kirke næste morgen, som forordningen krævede. Derefter skulle befolkningen afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags "verdslig forfængelighed" indtil dagens kirkelige handlinger –
gudstjeneste
,
højmesse
,
tolvprædiken
og
aftensang
– var overstået.
Placeringen af store bededag på netop dette tidspunkt kædes sammen med de såkaldte "gangdage", der blev afholdt om
foråret
med hellig procession ud over markerne for at styrke afgrødernes vækst. Til disse gangdage var knyttet kirkelige ritualer og tekstlæsninger, og de udgjorde et modstykke til efterårets høstfest. Det nævnes også som bevæggrund, at denne placering tillod kongen af holde bededagen sammen med københavnerne, inden han drog ud på sin årlige sommerrejse i landet.
I Norge, hvor bededagen ligeledes var blevet indført i 1686, blev den i 1915 flyttet til fredag før allehelgensdag, for i 1950 endelig at blive flyttet til søndag før allehelgensdag.
Struenses rolle
Det er en populær misforståelse, at det var
Christian VII
's berømte livlæge
Struense
, der indførte store bededag, men dagen er små 100 år ældre. Når den tillægges Struense kan det skyldes, at det var en af de få helligdage, der overlevede
helligdagsreform
af 20. oktober
1770
, hvor halvdelen af årets dengang 22 helligdage blev afskaffet, herunder bl.a.
helligtrekongersdag
,
3. juledag
,
kyndelmisse
,
Skt. Hans' dag
,
mortensdag
og
mikkelsdag
. Denne reform bliver ofte fejlagtigt tilskrevet Struense, men var i virkeligheden sat i værk før hans tid ved magten, og blev behandlet uden hans aktive medvirken.[4] Ideen var, at de mange helligdage hindrede rigets fremme og at dagene i stedet skulle bruges til "arbejde og nyttig gerning".
Traditioner
Særligt to traditioner er knyttet til store bededag og aftenen før.
Mest kendt er skikken med at spise lune
hveder
storebededagsaften. Baggrunden er, at end ikke
bagerne
måtte arbejde fra solnedgang aftenen før store bededag og hele den følgende dag. Derfor kom de helligdagen i forkøbet ved at bage ekstra store hvedeknopper dagen før, som folk så kunne købe med hjem til at varme og spise dagen efter. Det blev imidlertid hurtigt til, at hvederne blev spist samme aften - medens de endnu var lune og sprøde. Skikken kan føres tilbage til midten af
1800-tallet
, men er sandsynligvis ældre.
Den anden tradition, der normalt forbindes med store bededag, er det
københavnske
borgerskabs
skik med at spadsere på
byens volde
storebededagsaften. Skikken kan føres tilbage til
1700-tallet
og siges at være opstået på grund af det vellydende klokkespil fra
Frue Kirke
, der lokkede københavnerne ud for at spadsere og nyde de nyudsprungne, forårsgrønne linde– og kastanjetræer. Borgerskabets forkærlighed for denne skik var angiveligt medvirkende til, at helligdagsreformkommissionen ikke turde foreslå at sløjfe store bededag ved
helligdagsreformen i 1770
, idet
enevældens
konger var afhængig af borgerskabets velvilje.
Klokkespillet blev sat op i
1747
og ødelagt ved
englændernes bombardement i 1807
, hvor kirkens spir blev ramt og styrtede ned over hovedbygningen, der udbrændte helt. Efter
1850
blev størstedelen af Københavns volde sløjfet og spadsereturene henlagdes til de bevarede dele ved
Kastellet
og på
Christianshavns Vold
.
English version (partly):
Prayer Day is an official Danish public holiday that falls on the fourth Friday after Easter, and thus three weeks before Whitsun. In 2011 fall day on Friday 20 May.
A Day of Prayer was originally one of many smaller holidays throughout the year that was particularly dedicated to good and solid, for example, was in the country every Wednesday, the official Day of Prayer where people were fasting and priests pray for peace. Additionally a series of prayer day on special occasions. They were abolished by the Reformation, but in following centuries introduced gradually.
Prayer Day origin
The day we know today as the "great prayer day", was introduced by Hans Bagger (bishop of Zealand from 1675 to 1693) that during his first two years as bishop was introduced three fixed and holidays in his diocese. Of them became the center by law by the Royal Decree on 27 March 1686 as an "extraordinary, ordinary prayer day" for the whole kingdom.
Prayer Day was heralded by a storm the night bell ringing from the country's churches. It was a sign that there could no longer trades and taverns, bars and the like open, so people could go home and devote himself to the forthcoming prayer day and sitting well rested and sober in church the next morning, as required by the Regulation. After that people refrain from work, travel, play, games and all kinds of "worldly vanities" until the day's ceremonies - worship, high mass, sermon and twelve evening song - was over.
The location of the major prayer day at this time linked to the so-called "walking days", held in the spring with holy procession across the fields to enhance crop growth. For these time the day was associated with ecclesiastical rituals and textual readings, and formed a counterpoint to the autumn harvest festival. It is also mentioned as a motive that this position allowed the king to spend the day together with the people in Copenhagen before he went off on his annual summer trip in the country.